Der bliver arbejdet på højtryk i disse dage i den gamle Super Brugsen på Rotfeldsvej 5 i Brovst.
Det er nemlig den bygning, der skal danne rammerne for Dansk Outlets nyeste butik, som åbner lørdag den 6. maj.
Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.
Den landsdækkende tøjkæde har i dag 20 butikker på Danmarkskortet – fra Helsingør til Hjørring - og nu er turen så kommet til at klæde indbyggerne i Brovst på med kvalitetstøj til outlet-priser.
Det bliver den lokale duo Jesper Skak og Maibrit Lundtoft, der skal stå i spidsen for den 1200 kvadratmeter store butik med et sortiment inden for herretøj, dametøj, børnetøj, sko, undertøj og make-up.
Tøjbranchen er ikke ukendt territorium for de to nye butiksindehavere. Jesper Skak kommer således fra en stilling hos Marcus, mens Maibrit Lundtoft har erfaringen inden for salg af børne- og dametøj.
Der inviteres til morgenmad i butikken lørdag klokken 07.30, hvorefter borgmester Mogens Gade officielt åbner Dansk Outlet i Brovst.
